Egentlig er mit borgerlige navn Annemarie Vestergård Baumann, men Fie blev allerede i “barndommens gade” mit kaldenavn og det har hængt ved lige siden, kun når min mor bliver rigtig vred på mig – kalder hun mig ANNEMARIE – med store bogstaver.

Jeg er født og opvokset i Assens – ja altså ikke den på Fyn, men Assens ved Mariager Fjord – I ved “Verdens-Navle-Assens”. Det er også her – ved Danmarks smukkeste fjord og med skoven i baghaven, at jeg sammen med Niels har stiftet familien Baumann – med to BauKnægte Oliver og August og vores hund Mandela Baumann.

Tegne og male er noget, jeg har elsket, siden jeg var barn… med en far og en bedstefar med samme tendenser og en mor og bedstemor, der mente, at hver en lille streg, jeg lavede var den rene kunst, så har jeg nok fået den opmuntring, jeg behøvede.

Designe er noget, der er kommet til senere. Jeg er uddannet grafisk designer og har siden 1989 arbejdet i reklamebranchen. I 2001 var jeg med til at stifte reklamebureauet “Mit Bureau” i Hobro, hvor jeg til dagligt fungerer som Art Director med ansvaret for bureauets design- og produktionsopgaver.

At designe, tegne og male er et must for mig – det er “mit narko” og suset er lige dele stor, om jeg designer et logo, en hjemmeside, en brochure eller maler et billede.

young_fieb